Hold i lænden

Hvad er et hold i ryggen? Et hold i ryggen består som regel af flere elementer, der forstærker og forværre hinanden i en ond cirkel:

Nedsat bevægelse af leddene i ryggen
Krampe i ryggens muskler
Hævelse og smerter
Jo værre smerterne bliver i de enkelte dele, des mere påvirkes de andre dele i negativ retning. Til sidst kan man have så ondt, at man har svært ved at bevæge sig og nogle gange trækkes man helt skæv i ryggen, nærmest “som at bøje et søm”. Smerterne kan fortsætte helt ned i ballen og lidt ned benet. Der er normalt ikke gået noget i stykker i ryggen i forbindelse med et hold i ryggen.

Hvorfor får man et hold i ryggen? De fleste angiver “en forkert bevægelse” som starten på deres hold i ryggen. Det kan være en bevægelse, der direkte overbelaster ryggen, fx et tungt løft, men et hold i ryggen kan også fremkaldes ved en bevægelse, der ikke umiddelbart synes belastende. Af andre årsager nævnes også “jeg fik kulde” eller “jeg sad på en dårlig stol”.

Hvordan behandler man et hold i ryggen? Behandlingen af et hold går ud på at få genoprettet bevægeligheden i lændens led og mindske smerter fra musklerne.