Om behandlingen
Ved første besøg i klinikken vil du blive modtaget af vores smilende og imødekommende sekretærer i vores hyggelige reception. De vil bede dig køre dit sygesikringskort gennem kortlæseren. Du skal huske at medbringe sygesikringskortet hver gang, du møder op på klinikken, for at kunne få tilskud fra sygesikringen.
Du vil blive spurgt om adresse telefonnummer samt beskæftigelse. Du vil også blive spurgt, om du har fået taget røntgenbilleder indenfor de sidste 5 år. Når det bliver din tur, vil en af vores sekretærer vise dig ind til en omklædningskabine, hvor du kan lægge jakke og sko. Du vil blive hentet af den kiropraktor du har tid hos.
Kiropraktoren vil nu tage en snak med dig om årsagen til dit besøg i klinikken. Vi tager altid en grundig sygehistorie, da vi skal vide præcis, hvad der sket og hvordan dit helbred er generelt. Det er nogle gange de små ting, der hjælper os til at stille den rigtige diagnose. Nu vil kiropraktoren så udføre en fyldestgørende undersøgelse, hvilket inkluderer undersøgelse af bevægeapparatet, samt ortopædiske og neurologiske test, hvis indikeret. Kiropraktoren vurderer, om der skal tages røntgenbilleder. Hvis det er tilfældet bliver billederne taget med det samme, og efter nogle minutter ser vi sammen på billederne.
Derefter tager vi en snak med dig, om hvad undersøgelsen har vist og hvad vi kan gøre for dig. Vi lægger en behandlingsplan og du får at vide, hvad du kan forvente og vi giver dig råd om, hvad du selv kan gøre derhjemme.
Samtidig får du en forklaring på hvad kiropraktik er, og hvorfor man får ondt.
Du vil nu blive sendt ud i receptionen for at lave nye tider og afregne. Vi afregner fra gang til gang med dankort eller kontant.
Første gang kan du forvente at det tager op til en time , de næste gange kortere tid.